ivan.jpg

      

Seeren Ivans vidnesbyrd til pilgrimmene i Medjujgorje

(Youtubevideo oversat m englesk tale):

https://www.youtube.com/watch?v=NN0d4A_1BQw

 

        

FATHER LEON PEREIRA, O.P, Medjugoje.

“Jeg hørte om Medjugorje første gang i 1983. Det var via en bog om usædvanlige fænomener – paranormale fænomener. Mellem et kapitel om UFO’er og poltergeists var der et kapitel om Medjugorje. Jeg voksede op i Singapore, og til konfirmationsforberedelsen skulle vi skrive en stil. Jeg valgte at skrive om Medjugorje; men da jeg ikke kunne udtale det, kaldte jeg det Citluk – Vor Frue af Citluk.

Jeg takker Medjugorje, for at bringe mig tilbage til den katolske tro. Da jeg var 17 kom jeg sammen med en gruppe af evangikale kristne. Jeg kom til Medjugorje første gang i 1991. I Singapore havde vi stadig 2 et halvt års værnepligt, og jeg var i infanteriet. Jeg kom hertil, mens jeg var i hæren, og jeg havde brækket min rygsøjle to steder under militær træning. Det tog mig 14 månder at komme mig.

Jeg kom her med min mor og en gruppe fra Singapore i 1991. I begyndelsen, allerede før vi var kommet ud af bussen så hele gruppen solunderet. Jeg nægtede at kigge på det, for jeg tænkte: “Dette er at stille Herren på prøve, og “Du må ikke udæske Herren, din Gud”” Var jeg nu selvglad eller retfærdig – ok nu er jeg vist lidt selvglad! Jeg gjorde alle de rigtige ting som man gør når man er i Medjugorje: bad i kirken; bad på Podbrodo, Åbenbaringsbjerget; bad på Krizevac, Korsbjerget; og jeg brugte en del tid på tilbedelse af Sakramentet. Jeg kiggede ikke efter tegn og undere. Jeg tilstår nu, solunderet, jeg ser det hele tiden, endda så ofte, at jeg ikke længere kigger efter det.

Jeg plejer at sige til pilgrimmene: “kig ikke efter tegn og undere. Et tegn peger hen på noget. Hvis du ser et vejskilt mod Killarney, beyder det, at dette er vejen til Killarney. Hvis du ser solunderet og det ligner en hostie (oblat), kunne det betyde: Gå til messe og hold op med at kigge på solen. Hvis metalkæden på din rosenkrans bliver til guld, kunne det betyde: Bed rosenkransen til den er slidt op, eller at rosenkransen er mere værdifuld en guld!”

På den næstsidste dag på turen ville min ven Kevin, der er et år yngre end jeg, op på Krizevac tidligt om morgenen, for at tage nogle billeder af solopgangen. Vi gik afsted kl 4.00 om morgenen. På bjerget kunne vi på lang afstand se et rundt orangegyldent lys. Vi bad rosenkransen, mens vi gik opad bjerget, og efter lidt tid forsvandt lyset og kom til syne igen. Lige hvor vejen svinger kom lyset tilbage med en stor kraft. Det var større og skarpere, og vi kunne se hvad det var. Jeg stum af forbavselse. 

I årevis talte vi aldrig om det, undtagen med hinanden. En gang hjemme i Singapore talte jeg i telefon med Kevin, og jeg spurgte ham: “Kan du huske den morgen?” Han sagde: “Selvfølgelig, hvordan skulle jeg kunne glemme det?” Så sagde jeg: “Tag et stykke papir og skriv ned, hvad du mener, du så, og jeg vil gøre det samme.” På den måde kunne vi ikke påvirke hinanden. Vi beskrev begge det samme.

Lyset havde form som en ung pige. Over håret havde hun et slør, der gik lige ned. Hun havde smalle veldefinerede skuldre. Jeg kan huske jeg tænkte, ved mig selv: “Du går da vist nok til træning”. Hun havde en enkel kjole, og det hele var stadig badet i det gyldne lys og det var meget skinnende og glimtende. Når man så hende, var det hun udtrykte en intensiv kærlighed, en meget personlig direkte kærlighed. Det var overvældende. Jeg tror ikke, jeg på det tidspunkt anede, hvem jeg var, hvor jeg kom fra eller noget som helst andet. Jeg ved bare, at jeg så på den smukkeste unge pige, jeg nogensinde har set. Hun så ud til at være 16. Hun lignede ikke noget kendt billede eller statue af Vor Frue. Det var en ung pige, jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Jeg ville ikke beskrive hende som en kvinde.

 Vi besluttede at klatre op ad Krizevac, og et sted mellem den 10. og 12. station kiggede vi over i retning mod Podbrodo, Åbenbaringsbjerget. Og der var hun igen, med hænderne foldet, som når man ser hende i et billede der forestiller hende som den Uplettede Undfangelse. På toppen af Krizevac var der et ægtepar i 60’erne fra Florida. De havde intet set. Vi fortalte dem ikke, hvad vi havde set, udover vi svagt antydede, at der havde været noget lys. Vi ønskede ikke at fortælle en levende sjæl om, hvad vi havde set, fordi det var så personligt. 

Vi kom ned fra bjerget og gik ind i kirken, hvor den kroatiske messe lige var forbi, og kirken var tom. Kevin gik omkring og tog nogle billeder. Jeg gik hen til statuen af Vor Frue, for at tænke og bede – jeg troede jeg var ved at blive skør. Børnene i Fatima ser Vor Frue, St. Bernadette ser Vor Frue, men ikke folk som mig. Jeg tænkte: “Jeg kan ikke fortælle det til nogen. Hvad betyder det alt sammen?” Jeg følte mig meget forvirret.

Så var det, at anden del af det skete. Jeg kan sværge ved Evangeliet, at jeg så en ung pige gjort af orange gyldent lys, stå på bjerget. Anden del kan jeg ikke sværge på, da det var en stemme i mit hoved. St. Teresa af Avila sagde, at stemmer i hovedet kommer fra Gud, fra djævelen, eller fra din fantasi. Det kan også være skizofreni.

Det var en smuk stemme, en kvindestemme. Hun sagde: “Du er glad fordi, du har set mig.” Jeg sagde: “Ja, jeg er lykkelig”. Jeg var lidt genert og sagde: “Hvem er du?” Hun sagde: “Jeg er din moder, og jeg ønsker, at du fortæller alle du møder, at jeg er deres moder, og at jeg elsker dem.”. Alt hvad hun sagde kom uden tøven, men hun fik også en til at mærke den følelse der lå bag. Jeg ville ikke bare kalde det for positivitet. Samtalen er meget svær at beskrive. Da hun sagde: “Jeg er deres moder,” fik hun mig til at forstå at det var som hun fysisk havde født hver enkelt af os. Det var som om hun sagde, “Det er en af mine, det er en af mine, og det er en af mine....”, noget af et stærkt krav at gøre. Og da hun sagde: “Og jeg elsker dem”, omfavnede hun mig med denne kærlighed, for at vise mig hvordan – det var omtrent lige som når en banan smuttes ud af skrællen. Det føltes som om jeg var ude af mig selv af lykke, bogstaveligt talt ekstasisk. Det var den samme kraftfulde kærlighed, meget, meget kraftfuld. Hun elsker hver eneste af jer, som om du var hendes eneste barn, og hun kigger kun på dig. Jeg græd ved at se hende og høre hende. Jeg tænkte: “Jeg må se hende igen, hvordan kan jeg arrangere at se hende igen?” Så jeg sagde til hende: “Velsignede Moder, jeg ønsker at dø lige nu, tak.” Hun sagde: “Kunne du ikke godt tænke dig at leve lidt længere, for at hjælpe mig?”. Jeg vidste, at hun mente alt fra 9 dage til 90 år, og jeg tænkte: “Åh nej, hvor kedeligt. Jeg har ikke lyst til at være her og spilde tiden. Jeg vil tage afsted med hende nu, fordi hun er så smuk.” Jeg tror nu ikke hun gav mig noget valg; men jeg syntes, at hun gjorde det, og jeg sagde: “Godt så, men så må du sørge for, at det er min umage værd.” Jeg var ikke fræk, jeg var bare skuffet over, at jeg ikke måtte dø her og nu. Hun lo; men det var sidste gang, hun lod mig sige, det jeg ville. Herefter styrede hun konversationen.

Så sagde hun: “Du vil glemme meget af det, jeg fortæller dig.” Jeg sagde: “Nej, dette er den bedste dag i mit liv. Jeg glemmer ikke noget af det.” Så snart samtalen var ovre, havde jeg straks glemt den. Der er en stor bid i midten af den, jeg ikke kan huske. Jeg har dog en fornemmelse af, hvad den drejer sig om. Det er lige som, når man bliver lagt i bedøvelse. Der er en del af dit liv, du mangler, og som du bare ikke kan huske. Så sagde hun: “Tro ikke, at du fortjener at se mig. Gud giver de nådegaver, Han vælger at give.” Hun sagde: “ Der kommer en dag, hvor du vil fortryde, at du overhovedet har set mig.” Jeg sagde: “Hvordan kan du sige sådan, Velsignede Moder? Dette er den bedste dag i mit liv.” Hun sagde: “Der kommer en dag, hvor du vil benægte, at du nogensinde har set mig.” Jeg tænkte på Skt. Peter og protesterede ikke, jeg var bare overlykkelig over at tale med hende. Når jeg tænker nærmere over det, så jeg Vor Frue, og hun fortalte mig, hvor umulig jeg var – at jeg ikke fortjente at se hende, og at jeg ville være umulig fremover. Alt sammen gik i opfyldelse, inden der var gået 5 år gik jeg på lægestudiet i England, og jeg husker, at jeg meget tydeligt sagde til hende: “ Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde set dig.” Det er meget kompliceret; men jeg følte at jeg havde svigtet hende. Senere var der en masse mennesker, der gjorde grin med Medjugorje, og kaldte det “Megaforgery ( Kæmpebedrag). Det gjorde jeg også og plejde at grine af det. En præst jeg kendte, læste altid Vor Frues budskaber, og jeg plejede at besøge ham og gøre nar ad ham og sige: “Hvad har hun nu sagt: bed, bed; bed? Tak fordi I har svaret på mit kald?” Han svarede: “Leon, du er rædselsfuld. Vor Frue skal nok få skovlen under dig.” Nu synes han, at det er hylende morsomt, at jeg står her i dag.

Der er også en grund til at alt dette skete. Det var min egen fejl: Jeg fortrød det og benægtede det. Jeg har selv valgt det gennem min frie vilje. Men jeg tror at mit liv er en levende lignelse på, hvad der vil ske i hele kirken. Jeg kan ikke huske hendes ord omkring det; men jeg fornemmer denne forvirring. Hvis nogen dengang havde spurgt mig: “Har du set Vor Frue?” ville jeg straks have svaret: “Ja.” “Hvorfor håner du så Medjugorje?” Jeg ville have svaret: “Jeg ved det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør det.” Jeg har en stærk fornemmelse af, at det også er hvad Kirken snart vil gøre, på en måde glemme og blive forvirret. Når jeg siger hele Kirken, mener jeg det meste af den; men jeg kan faktisk ikke huske, hvad Vor Frue sagde om det som sådan. Hun talte aldrig til mig om fremtiden. Hun bad mig ikke om at blive præst, hun talte aldrig om kald.

Jeg fortalte hende om alle mine problemer, som der var mange af dengang. Det var en af mit livs værste perioder, fordi jeg havde brækket ryggen; men det var ikke noget i forhold til kriserne på det personlige plan. Min søster var løbet hjemmefra, alle skændtes, og ingen i familien talte til mig i lang tid. Så jeg her fortalte hende om alle mine problemer, og hun ignorerede mig bare. Efter alt dette sagde hun til mig, at jeg skulle give mit liv til Jesus; bede med en fast tro og overgive mit liv til Jesus. På det tidspunkt føltes det som et slag i ansigtet. Jeg tænkte: “Hvorfor ignorerer du mig?” Men jeg kunne ikke protestere, hun kontrollerede samtalen på dette tidspunkt. Jeg kan se nu, at da hun svarede mig, bad hun mig om at gøre det rigtige: at give mit hjerte til Jesus, at bede med en fast tro og overgive mit liv til Jesus.Til de af jer der er kommet til Medjugorje, for at bede for en bestemt intention og til jer der kommer til mig for at modtage noget visdom, jeg har ingen anden visdom at give jer, end den Vor Frue har givet mig – hvis det er godt nok til mig, er det også godt nok til jer: “Giv jeres hjerte til Jesus, bed med en fast tro og overgiv jeres liv til Jesus.” Det er, hvad hun sagde til mig. Hun sagde, at jeg ikke skulle lede efter hende, at jeg ikke ville se hende igen, undtagen at hun ville komme til mig, når jeg skulle dø. Der er et par andre ting, hun sagde, men jeg mener ikke, at det er relevant her.

Det var det, der skete. Herefter var jeg tavs omkring det i nogle år. Jeg har ikke fortalt en sjæl om det, indtil for nylig. De mest observante af jer vil have bemærket, at jeg faktisk er lydig over for Vor Frue. Hun sagde: “Fortæl alle, at du mødte mig, at jeg er deres moder, og at jeg elsker dem.”

Helt ærligt, jeg er ligeglad om i tror mig. Jeg prøver at forestille mig, hvis det var mig der sad der, og der var en lille mørk præst på scenen, der fortalte mig om Medjugorje, og om at se Vor Frue. Ville jeg synes, han var tosset? Jeg er ligeglad med, om du tror mig, jeg er bedøvende ligeglad; men hvad jeg gerne vil have at du tror på, er at Vor Frue elsker dig og ser på dig, som om du var det eneste barn i universet, og at hun elsker dig så voldsomt, så dybt. Jeg vil have, at du i det mindste tror det. Du behøver ikke at tro resten, det er ikke vigtigt.

At have set Vor Frue bare en enkelt gang har to bivirkninger: den første, at alt her i livet er blevet lidt kedeligt. Det mest spændende i livet er kedeligt og sommetider lidt svært. Den anden er, at det har ladet mig tilbage uden frygt for døden. Når folk siger til mig, at de har kræft og kun et par måneder tilbage at leve i, siger jeg altid de rigtige ting til dem; men inden i mig selv tænker jeg altid: “Heldige asen, du ser hende snart.” Så prøver jeg at forestille mig det fra deres perspektiv – det må være skræmmende. Men jeg tænker alligevel: “Nej, heldige asen, du skal se hende, og hun er så smuk.” Hvorfor skulle du ikke ville herfra nu? Jeg ville gerne herfa nu, hvis jeg kunne vælge. Hun er så smuk.”